Kulturhistorie om Dådyret

Jeg har valgt, at skrive omkring dådyret, da jeg synes det er et flot dyr og vi har mange af dem her i området. Jeg har aldrig tænkt så meget over det, men pga denne opgave, har jeg været tvunget til at finde oplysninger omkring dådyret, hvilket har været meget interessant.
Der er meget fakta man slet ikke har tænkt over, og det har derfor været interessant at læse om. Så hermed det, jeg er kommet frem til.

Fakta om Dårdyret

Dådyret (Dama dama) er en drøvtygger, der tilhører hjortefamilien. Dyret levede i det meste af Europa i perioden før sidste istid, men under istiden blev dyret trængt tilbage til den asiatiske del af Tyrkiet, hvor det nu anses for at være hjemmehørende. Men allerede i antikken, 1000 år før vor tidsregning, indførte fønikierne dyrene som offerdyr til Rhodos, hvor de stadig er at finde i landets våbenskjold.

Romerne førte dyrene videre derfra til bl.a. Grækenland, Spanien og Nordafrika. I middelalderen indførtes dyrene som jagtbytte i Mellemeuropa, Nordeuropa og Storbritannien, og i nyere tid er dyrene sågar indført i New Zealand, Australien, Nordamerika, Japan og Madagaskar. Dådyret kom ifølge kildematerialet til Danmark i år 1231.

Dådyret ligner på mange punkter kronhjorten, men dådyret er mere nøjsomt og mindre sky. Dådyret er derfor nemt at tæmme og findes i mange dyreparker, hvor det er muligt at komme helt tæt på det. I de senere år er der også opstået dådyrfarme, hvor dyrene avles til slagtning. I Danmark findes dådyret kun i få vilde flokke, mest talrigt på øerne, især på Midt- og Sydsjælland, Lolland, det sydøstlige Fyn og Langeland. I Jylland er dådyret mere spredt, men har dog gennem de seneste årtier bredt sig til mange nye lokaliteter. Siden midten af 1980'erne, er der generelt sket en markant stigning i jagtudbyttet af arten.

Dådyret er normalt rødbrunt om sommeren med hvide pletter på ryggen, lys bug og ben og en mørk rygstribe, men sorte og hvide eksemplarer findes også. Om vinteren bliver dyrene gråbrune. Dådyret har en højde på omkring 1,1 meter over skulderen og en hale på 15-20 cm.

Handyrene, dåhjortene, vejer omkring 100-120 kg, mens hundyrene, dåerne, vejer omkring 60-80 kg. Deres klove er ikke ret store, og deres fodspor er derfor små. Dyrene har hvidt spejl (hvid bagdel) med en sort stribe rundt om, der fortsætter ud på halen, man siger derfor at der står "111" bag på dådyret. Dyrene bliver op til 16 år gamle.

Dådyrets gevir, der kun bæres af dåhjorten, er bredt og skovlagtigt i formen med takker på bagkanten. Det vokser frem når dyret bliver kønsmodent og fejes hvert år i august. Hvert år vokser geviret frem igen, og som dåhjorten bliver ældre vokser geviret sig større og større. Efter størrelsen af geviret og dermed dyrets alder kaldes hjorten en spids (geviret er her to udelte spidser, og hjorten er 1 år gammel), stang (geviret har en begyndende, men uregelmæssig plade og hjorten er to år gammel), halvskuffel (hjorten er nu tre år gammel) eller fuldskuffel (geviret er fuldt udvokset og hjorten er 4 år gammel).

Dådyret spiser hovedsagelig græs og blade fra løvtræer om sommeren og nødder, bær og bark om vinteren. Dådyrene græsser ofte i lysninger i skove med frodig vegetation om morgenen og ved aftenstid, mens dyrene i løbet af dagen ligger skjult i skyggen i den tættere vegetation og fordøjer føden. Dådyret drikker sjældent, da dyret får det meste af sit væskebehov dækket gennem føden, specielt dugvådt græs er her en vigtig kilde.

Dåhjortene lever for sig selv, de opholder sig kun med dåerne i brunsttiden, hvor dåhjortene forsvarer retten til dåerne. Dåhjorten markerer sit revir i drægtighedsperioden med urin og et brøl, der lyder som et kraftigt snork. Dyrene søger til en større lysning – en brunstplads, hvor dåhjortene kæmper om at forsvare midten. Den stærkeste dåhjort får adgang til midten af brunstpladsen, hvortil de fleste dåer søger. I denne tid tager dåhjorten stort set ikke føde til sig, da al tid går med forsvar af retten til forplantning.

Brunsttiden varer fra oktober til begyndelsen af november. Drægtighedsperioden er ca. 230 dage, hvorefter der fødes en eller sjældnere to kalve i maj-juni. Kalvene dier i 8 måneder og de bliver kønsmodne omkring 1,5 års alderen. De små kalve ligger gemt i vegetationen indtil de er stærke nok til at følge med flokken, på dansk kaldet rudel, som dannes af dåerne og kalvene. Den plettede pels giver de små kalve en god kamuflage, der skjuler dem fra rovdyr.


Dådyrets naturlige fjende er først og fremmest ulven, men den er efterhånden yderst sjældent i naturen. Ræve og vildsvin kan dog finde på at tage kalvene. Ellers reguleres dådyrbestanden af menneskets jagt. Dådyr er i Danmark ikke lovlige at jage med haglgevær, kun riffel . Jagttiden for dåhjorte er fra 1. september til 31. januar og for dåer og kalve fra 1. oktober til 31. januar. Dådyrkød giver gode store bøffer og stege, kødet smager mildere end rådyrkød og har meget grovere fibre. Den slagtede kødvægt er ca. 50% af totalvægten. Kødet af en brunstig dåhjort, smager og lugter grimt, det egner sig kun til krydrede, røgede spegepølser.

Dyrelivet samt deres spor

Opgaven lød på at finde 15 dyr samt 15 planter fra biotopen, det har ikke været så nemt at få taget billeder af dyrene i øjeblikket, idet de jo er bange for mennesker og har det med at flygte når de ser os.
Jeg har dog været heldig i et par tilfælde og vil fortsætte me dat arbejde hen imod det at få billeder af så mange dyr som muligt.
Men her er der i hvertfald et par stykker at starte på.

Pindsvinet

Det er så sporet efter et pindsvin

Regnorm

Dådyr og kid

Spor efter Dådyr

En af de mange vilde frøer

Præsentation af området

Jeg er bosat syd for grænsen og er i den heldige situation, at jeg er omgivet af masser natur. Jeg har valgt, at min biotop skal være både et vandhul, som ligger i en lille skov, samt selve omgivelserne rundt om vandhullet, som ligger meget tæt på hvor jeg bor. Jeg har valgt dette sted, da det giver mig mulighed for at komme forbi det meget ofte og får dermed mulighed for at følge det, i takt med årstiden.

I sådan et vandhul, har man mulighed for at kunne følge med i mange ting. Der vokser vandplanter, som er plantearter der har tilpasset livet i vand. Da planterne lever på eller under vandoverfladen, har de udviklet talrige, særlige tilpasninger. Derfor kan vandplanter kun gro i vand eller helt vandmættet jord. I modsætning til de arter, som lever på jord, der kan tørre helt eller delvist ud, har vandplanterne ingen problemer med at tilbageholde vand. Det medfører, at planterne har mindre behov for at regulere deres vandtab til omgivelserne.

Derudover giver en sådan biotop mulighed for, at lave en pædagogisk aktivitet med børn. Man kan ved hjælp af meget få midler lave fælder til, at fange små kryb, som lever i nærheden af et vandhul. Man kan lave det til en aktivitet, der strækker sig over en længere periode for at se, om man kan fange mange forskellige dyr. Sådan en aktivitet, stimulere børns nysgerrighed og styrker deres læring omkring naturen. Derudover vil man kunne udnytte, at det ligger i en lille skov og dermed giver mulighed for en masse ekstra naturaktiviteter.

Vandhullet

Dådyr ikke så langt derfra

Flere billeder på vej